Per Boye, Beredskabschefen i Lejre Kommune – fortæller om de normale og generelle regler for opbevaring af brændstof til biler og maskiner.
Benzin og brændstof
Det er ikke ligegyldigt, hvilken emballage man vælger til at opbevare benzin og lignende i. Lejre Brandvæsen har blandt andet oplevet, at man benytter sodavandsflasker af plastik, tomme eddikedunke, større dunke til rengøringsmidler m.m. til at opbevare brændstof i.
Fælles for den slags dunke er, at de ikke i længden kan modstå nedbrydning af benzinen. Nogle nedbrydes i løbet af minutter eller timer, andre tager dage, uger eller i bedste fald måneder.
Hvis du som forsøg prøver at hælde 2 dl benzin i et engangskrus af plastik tager det kun ca. 1 min. før kruset er ødelagt og benzinen strømmer ud – Advarsel: forsøg ikke dette hos dig selv!










